Kategori: Hus

Så strøg der lige et par måneder

Som tiden går, men den går godt vil jeg lige skynde mig at tilføje.

Godt nok har jeg brugt noget tid på at være forkølelsessløj, med hvad dertil kan komme af irriterende ting.  Det har taget tid at komme ordentligt til hægterne igen, for indimellem har jeg så passet syge børn, og så har jeg fået baciller/virus retur. Men sådan er reglerne åbenbart 😀 – og hvad gør man dog ikke for at hygge med børnebørnene.

Jeg gik også og forsøgte at holde varmen – oliefyret gik jo i alvorligt udu, og jeg gik på jagt på nettet for at finde noget som kan erstatte oliefyr.

Det blev til varmepumpe – for det skal være så nemt som muligt for mig.  Selvom mange har anbefalet pillefyr, tror jeg ikke det er lige noget jeg vil blive glad for rent håndteringsmæssigt. Jeg bliver jo ikke yngre og stærkere med årene (selvom det kunne være rigtig dejligt), så det skal være nemt at håndtere, for jeg vil heller ikke være mere afhængig af hjælp udefra end jeg i forvejen er.

Efter en længere ventetid på levering af varmepumpen, der er åbenbart mange som har fået samme ide ;-), er den endelig installeret og kører som den skal. Det er bare så dejligt.

Længe har jeg kørt med kun brændeovnene (heldigvis har jeg to af slagsen, en i køkkenet og en i dagligstuen) – det varme vand har jeg haft via en el vandvarmer. Så fik jeg “indedelen” til varmepumpen, den blev installeret og kørte så ellers på el, firmaet betaler el regning indtil “udedelen” er leveret og installeret.

Det skete så her d. 22-23 dec.  – nu virker det, og jeg kan tjekke en længe ønsket/ventet post af på ønskelisten.

Dejligt døgn

Har haft et rigtig hyggeligt døgn med lille Emil. Forældrene var i Tivoli til Fredagsrock med Nick & Jay, og Carl var hos Farmor og Farfar.

Det er første gang jeg passer Emil alene. Det var bare så hyggeligt, vi fik hilst på fårene, cyklet på gåcykel, luftet Knud, vandet blomster, leget med brio, leget med biler, læst bøger, leget med modelervoks osv osv. Han var heldigvis nem at lægge om aftene, (hvilket han ikke altid er derhjemme)😆

Han blev hentet efter sin middagslur. Jeg var lidt træt, for jeg er på på en helt anden måde, end når jeg passer dem begge to.

Yngste kom forbi sidst på eftermiddagen og vi hyggede med lidt mad og nogle afsnit af 3. Sæson af “How to Get Away with Murder”. Jeg syns den er meget underholdende😄

Søndag er gået med næsten ingenting. Jeg har virkeligt ikke lavet ret meget. Sent eftermiddag kom “Bertil” og hentet nogle ting jeg gerne ville af med og han kunne bruge, ren win win. En aftale blev aflyst (ikke fra min side), så nu er der bare afslapning på tapetet.

God søndag derude…

 

Hvad er oddsene for det..

Jeg satte gang i halmfyret, da temperaturen udenfor var faldet så meget, at indendørstemperaturen var lige i underkanten af hvad er behageligt, i starten af vinteren sidste år, som vi altid har gjort.

Da det var første gang jeg selv skulle klare det, var det med lidt bævende hjerte, men det gik fint og det kørte som det skulle.

Der gik et par måneder, oplevede jeg, at der igen skulle fyldes vand på systemet, hvilket var sært, for det var ikke noget jeg kunne huske vi skulle de andre år. Oftere og oftere skulle der fyldes vand på og jeg blev da så klar over, at noget var rivende galt.

Jeg opdagede så, at vandet sivede langs væggen på halmfyrshuset. Heldigvis kender jeg en VVS’er og han kom prompte og måtte bekræfte min mistanke. Kedlen var utæt, gennemtæret, suk!!….. Men det er over 20 år gammelt og har altid kørt upåklageligt, og vi vidste godt, at det var på lånt tid at det kørte.

Hvad vi skulle bruge som varmekilde, var ikke rigtig på plads, overhovedet ikke faktisk. Men jeg havde oliefyret og masser af olie, så det har så kørt vinteren igennem (og gudskelov for at det var en mild vinter 🙂 )

Her for en måned siden, stod oliefyret af!!!!…. Da må jeg indrømme, jeg bandede højt og længe. Igen havde jeg fat i VVS’eren, og fyret er også helt færdigt (også et gammelt fyr, som blev installeret, da vi flyttede ind i 1990).

Nu har jeg fået installeret en elektrisk varmvandsbeholder som jeg har lånt, og skal så have installeret noget varmehalløj, så jeg kan få varme i stuerne.

Jeg har ingen forstand på den slags, og da jeg nu er blevet alene, må jeg støtte mig til familie og venner, som forsøger at råde mig på bedste vis. Der er jo ikke sååå lang til efteråret sætter ind, så jeg skal have tage en beslutning snarest. Der arbejdes på det 😀

Hvad er oddsene for at både halmfyr og oliefyr står af indenfor 3 mdr. ?