Kategori: Projekter

Så strøg der lige et par måneder

Som tiden går, men den går godt vil jeg lige skynde mig at tilføje.

Godt nok har jeg brugt noget tid på at være forkølelsessløj, med hvad dertil kan komme af irriterende ting.  Det har taget tid at komme ordentligt til hægterne igen, for indimellem har jeg så passet syge børn, og så har jeg fået baciller/virus retur. Men sådan er reglerne åbenbart 😀 – og hvad gør man dog ikke for at hygge med børnebørnene.

Jeg gik også og forsøgte at holde varmen – oliefyret gik jo i alvorligt udu, og jeg gik på jagt på nettet for at finde noget som kan erstatte oliefyr.

Det blev til varmepumpe – for det skal være så nemt som muligt for mig.  Selvom mange har anbefalet pillefyr, tror jeg ikke det er lige noget jeg vil blive glad for rent håndteringsmæssigt. Jeg bliver jo ikke yngre og stærkere med årene (selvom det kunne være rigtig dejligt), så det skal være nemt at håndtere, for jeg vil heller ikke være mere afhængig af hjælp udefra end jeg i forvejen er.

Efter en længere ventetid på levering af varmepumpen, der er åbenbart mange som har fået samme ide ;-), er den endelig installeret og kører som den skal. Det er bare så dejligt.

Længe har jeg kørt med kun brændeovnene (heldigvis har jeg to af slagsen, en i køkkenet og en i dagligstuen) – det varme vand har jeg haft via en el vandvarmer. Så fik jeg “indedelen” til varmepumpen, den blev installeret og kørte så ellers på el, firmaet betaler el regning indtil “udedelen” er leveret og installeret.

Det skete så her d. 22-23 dec.  – nu virker det, og jeg kan tjekke en længe ønsket/ventet post af på ønskelisten.

En streg i regningen

El-Keld har været her og set på sagerne, men desværre (for mig) har han så travlt, at han først kan komme i næste uge og trække nye ledninger og hvad der ellers skal laves af elektriske ting i fyrrummet.

Varmepumpen er også forsinket, kan først leveres om 2-3 uger (kryds fingre for at det lune vejr holder).

Men der er ikke så meget jeg kan gøre ved det – så jeg trækker vejret dybt og er glad for at der kommer varme på systemet inden frosten sætter ind.

Det er godt at kende nogen, som kender nogen 😉 ……….

Dejligt døgn

Har haft et rigtig hyggeligt døgn med lille Emil. Forældrene var i Tivoli til Fredagsrock med Nick & Jay, og Carl var hos Farmor og Farfar.

Det er første gang jeg passer Emil alene. Det var bare så hyggeligt, vi fik hilst på fårene, cyklet på gåcykel, luftet Knud, vandet blomster, leget med brio, leget med biler, læst bøger, leget med modelervoks osv osv. Han var heldigvis nem at lægge om aftene, (hvilket han ikke altid er derhjemme)😆

Han blev hentet efter sin middagslur. Jeg var lidt træt, for jeg er på på en helt anden måde, end når jeg passer dem begge to.

Yngste kom forbi sidst på eftermiddagen og vi hyggede med lidt mad og nogle afsnit af 3. Sæson af “How to Get Away with Murder”. Jeg syns den er meget underholdende😄

Søndag er gået med næsten ingenting. Jeg har virkeligt ikke lavet ret meget. Sent eftermiddag kom “Bertil” og hentet nogle ting jeg gerne ville af med og han kunne bruge, ren win win. En aftale blev aflyst (ikke fra min side), så nu er der bare afslapning på tapetet.

God søndag derude…

 

Langsom Søndag

Sidder her med lidt tømmermænd, så det går lidt langsomt med at komme i omdrejninger. Der bliver hældt en masse vand indenbords for at få kroppen i balance igen 😉

Igår fik jeg hjælp til at få ryddet gammelt halm ud. Det gik der det meste af dagen med. Vi var heldige med vejret, det var solskin og næsten vindstille, så halmen blev smidt på den nyhøstede mark, og jeg brændte det af. Jeg stod derude med en “flammedasker” og sørgede for at ilden ikke rendte fra mig og sidst på eftermiddagen var der kun lidt aske tilbage. Supergodt at få halmen væk, der var rigtig meget faktisk. Halmballer, hvor snorene var knækkede, så de var ubrugelige, derudover var der rigtig meget løst halm, som der jo bliver når halmballer håndteres.

Der er blevet fejet og maskiner er blevet kørt ind, så de står i tørvejr nu, dejligt. Så skønt at nogen gider at bruge en lørdag på at hjælpe. Jeg havde sørget for mad og drikke hele dagen, og aftenen sluttede med god mad og rødvin. Masser af rødvin, deraf det noget tunge hoved idag. Men det var det hele værd 😀  det var en dejlig dag 😀

Ting og sager

Efterhånden begynder ting og sager at hobe sig op.

Tøj, sko, tasker, kufferter, bøger, værktøj, barnevogn, børnetøj/sko osv.

Det er jo fjollet at have det stående og fylde op, så jeg har tænkt på om ikke jeg skulle oprette en profil på DBA og få solgt det. Det har virket uoverskueligt at skulle til at bøvle med det at skulle tage billeder og sætte dem ind, for derefter at have folk “rendende” og skulle til at forhandle om prisen. Nu når jeg ser det skrevet ned, kan jeg godt se, at det er fjollet, men sådan har jeg haft det.

Profilen er oprettet og nu skal jeg “bare” begynde at sælge af tingene.

Bare og Bare…………

 

Jeg havde en Plan

Pludselig kom der gang i planen. Jeg fik en opringning for 14 dage siden, at en bekendt kunne komme og grave jord af for mig, han havde lige et par dage ledige. Han gravede jord af, fik lagt stabil og grus, og så var det jo om at få lagt de fliser.

Jeg fik hurtigt trommet venner og familie sammen og i løbet af kort tid, i pinsen, blev der lagt en gang fliser – og det var ovenikøbet fliser, som jeg har haft stående længe. De har bare stået og fyldt, så det var rart at de kom væk. Det pyntede noget, kan jeg hilse og sige.

Jeg passede de to små drenge, og sørgede for at der var mad og drikke til det arbejdende folk. Vejret var med os, så det gik forholdsvis stærkt.

Dejligt at få hjælp til de tunge projekter.