Nå, men….

…så rendte tiden fra mig.

Men men.. jeg er her endnu.

Jeg har

..været i Tivoli med familien nogle gange (har årskort, så det skal jo bruges 🙂 )

.. haft travlt med at få gjort klar til at få installeret en varmepumpe, jeg har jo ingen varmekilde udover brændeovne i øjeblikket.

.. passet børnebørn, altid dejligt.

.. været til 70 års fødselsdag. Hyggeligt at se de kære mennesker igen, spise god mad og nyde at vejret var til at komme ud og få strukket benene efter mange timer ved bordet.

.. haft besøg af venner. Altid dejligt at se dem.

.. har fået hjælp til lidt mere oprydning.

.. har bestilt container, der ryddes op på loft(erne). Der er rigtig meget, og nu skal der ryddes op og ud i det.

.. været til tandlæge (puha, det er absolut ikke noget jeg er vild med) Der er et par gamle plomber som trænger til udskiftning 🙁

.. selvfølglig også været forkølet. De små drenge har været forkølet og (selvfølgelig) blev jeg smittet 😀

.. jeg også passet min træning, zumba og yoga. Det er dejligt at det både kan ses og mærkes.

 

Langsom Søndag

Sidder her med lidt tømmermænd, så det går lidt langsomt med at komme i omdrejninger. Der bliver hældt en masse vand indenbords for at få kroppen i balance igen 😉

Igår fik jeg hjælp til at få ryddet gammelt halm ud. Det gik der det meste af dagen med. Vi var heldige med vejret, det var solskin og næsten vindstille, så halmen blev smidt på den nyhøstede mark, og jeg brændte det af. Jeg stod derude med en “flammedasker” og sørgede for at ilden ikke rendte fra mig og sidst på eftermiddagen var der kun lidt aske tilbage. Supergodt at få halmen væk, der var rigtig meget faktisk. Halmballer, hvor snorene var knækkede, så de var ubrugelige, derudover var der rigtig meget løst halm, som der jo bliver når halmballer håndteres.

Der er blevet fejet og maskiner er blevet kørt ind, så de står i tørvejr nu, dejligt. Så skønt at nogen gider at bruge en lørdag på at hjælpe. Jeg havde sørget for mad og drikke hele dagen, og aftenen sluttede med god mad og rødvin. Masser af rødvin, deraf det noget tunge hoved idag. Men det var det hele værd 😀  det var en dejlig dag 😀

Overskuelig Onsdag

Jeg har en onsdag foran mig uden planer (og jeg havde nær sagt pligter). Dvs. lidt pligter har jeg jo, men pligter lyder lidt som en straf synes jeg.

Knud skal jo luftes og hygges om. Katte, høns, gæs og får skal jo også hygges om, så det er jo rare pligter.

Jeg skal en tur i fitness centret i eftermiddag til et eftermiddagshold i zumba – det er bare så rart at få rørt kroppen og brændt nogle kcal af.

Men bortset fra det…. så har jeg ingen planer. Så dagen står åben og klar, og vejret ser fantastisk ud.

Yngste kom forbi igår til frokost. Det var så dejligt at se hende igen. Hun havde masser at fortælle og munden stod ikke stille på nogen af os. Vi havde nogle dejlige timer, indtil hun skulle videre til en fødselsdag.

Jeg havde lavet en vietnamesisk Pho Suppe og da jeg spiser LCHF blev det med shirataki nudler og ikke risnudler, som den oprindelige opskrift egentlig er til.

Jeg havde kogt en oksebouillon på kraftben, og det bliver unægtelig en lækker suppe fremfor bouillonterninger.

Der er så mange gode pho-suppe opskrifter på nettet, så jeg vil undlade at bringe en her. Men helt sikkert en succes her hos os. Det er virkeligt lækker vietnamesisk morgenmads streetfood, som vi nyder både til frokost og aften, og slet ikke så tungt, når der er shiratakinudler i.

 

Fin himmel

Var lige ud og lufte Knud efter aftensmaden, og himlen så sådan ud 🙂 Det var helt stille, ikke en vind rørte sig. Normalt går der rådyr og græsser og fasanerne plejer også at være der. Men idag var det kun Knud og jeg 🙂

Man kan tydeligt mærke at dagene allerede er blevet meget kortere.

Det bliver godt

Det bliver så godt at få Yngste hjem idag. Hun har været væk i en måneds tid i Norge, hvor hun har jobbet på Hospital som vikar. Flest nattevagter, hvilket har gjort, at hun har brugt dagene på at sove, så hun har ikke været på sightseeing og udforsket det norske denne gang.

Hun var på Grønland i april en måned, Norge en måned i juni og så nu igen 1 måned. Det har været spændende synes hun, men hårdt at være væk fra familie og venner. Så nu glæder hun sig til at komme hjem og så starter hun på ny uddannelse 1. september – anæstesi uddannelsen kalder 🙂 Det har været et stort ønske og nu lykkes det at komme ind (sidst hun søgte, havde hun ikke erfaring nok i intensiv-afd).

Vi har snakket sammen næsten hver dag, når hun havde sovet. Når jeg var inde hos de små drenge, kunne vi facetime. Det er virkelig rigtig dejligt at kunne have kontakt på den måde, så føles det ikke som om vi er så langt fra hinanden.

Jeg husker da min mand og jeg var bosat i Østen tilbage i midt ’80erne, da blev breve skrevet i hånden og vi sendte og modtog 1 gang om ugen. Vi boede 3 timers kørsel fra et posthus som kunne formidle posten. Derfra kunne vi også ringe hjem, men det tog mellem 6-8 timer at få forbindelse, så det var ikke tit vi gjorde det 😀 Så gudskelov for Skype, Mail, SMS og Facetime.

En Hyggelig Stund

Med formiddag overstået med pligterne, kørte jeg til drengenes institution for at hente dem. De er heldigvis i samme bygning, så det er at gå fra vuggestue 30 skridt, og så er man i børnehaven, nemt og godt.

Jeg skulle hente drengene lidt tidligt, de har nogle lange dage, når forældrene er på job. Det er rart for dem at komme tidligt hjem en gang imellem. Begge to var i gang med eftermiddagsmaden, så de fik lidt ro til at spise, inden jeg kom og forstyrrede. Har oplevet, at det hele kan gå op i hat og briller, når man tropper op midt i det hele.

Lidt uheldigt at farmand havde glemt at sige, at det var mormor som hentede, så da jeg kom gående med Emil i hånden, var der flere pædagoger, som liiige skulle høre Carl, hvem det nu var som hentede. Nu er det på plads, og jeg tror jeg har fået hilst på alle pædagoger. Fint at de er obs på fremmede ansigter, at ikke børnene bliver hentet uden at der er tjek på det.

Hjemme var mor netop vågnet fra en lur efter aften/nattevagt. Vi hyggede udenfor, jeg havde købt ærter, som er i særdeles høj kurs. Emil var lidt sløj, så han var pjevset, de var begge trætte og der gik ikke lang tid førend der var skænderier og kævl. Men vi var to til at give dem lidt ekstra opmærksomhed, så det var hurtigt ovre.

Faderen kom hjem, også han var sløj, så efter aftensmad kørte jeg hjemad, for at familien kunne få lidt fred og ro.

Fik facetimet lidt med Yngste, som jobber i Norge. Hun er træt af nattevagter, som hun har haft i godt 3 uger, det er hårdt for kroppen. Men hun kommer hjem på søndag, og vi glæder os alle til at få hende hjem.

Travl torsdag

Jeg er tidligt oppe idag, ikke fordi det er nødvendigt, men jeg vågnede og var frisk, så var det jo bare at stå op og igang.

Knud sover endnu. Han er virkelig en hund som elsker at sove om morgenen. Selvfølgelig ved jeg ikke, hvad han foretager sig om natten (han er ikke med i soveværelset på 1. sal) 😉 – kan være han er en natteravn og fester natten lang 😀 –

Jeg har nogle ting jeg skal nå idag, så det er rart at komme op og få tid til at drikke et par kopper kaffe uden at skulle skynde sig.

Jeg skal:

Yoga i fitness centret

Møde med revisor

Lufte Knud / Frokost

Tandlæge

Hente de små drenge i vuggestue/børnehave

– og derefter ren hygge i selskab med den lille familie resten af dagen. Yngste er på job i Norge, så hende facetimer vi med, når hun engang er vågen efter nattevagt.

Hvad er oddsene for det..

Jeg satte gang i halmfyret, da temperaturen udenfor var faldet så meget, at indendørstemperaturen var lige i underkanten af hvad er behageligt, i starten af vinteren sidste år, som vi altid har gjort.

Da det var første gang jeg selv skulle klare det, var det med lidt bævende hjerte, men det gik fint og det kørte som det skulle.

Der gik et par måneder, oplevede jeg, at der igen skulle fyldes vand på systemet, hvilket var sært, for det var ikke noget jeg kunne huske vi skulle de andre år. Oftere og oftere skulle der fyldes vand på og jeg blev da så klar over, at noget var rivende galt.

Jeg opdagede så, at vandet sivede langs væggen på halmfyrshuset. Heldigvis kender jeg en VVS’er og han kom prompte og måtte bekræfte min mistanke. Kedlen var utæt, gennemtæret, suk!!….. Men det er over 20 år gammelt og har altid kørt upåklageligt, og vi vidste godt, at det var på lånt tid at det kørte.

Hvad vi skulle bruge som varmekilde, var ikke rigtig på plads, overhovedet ikke faktisk. Men jeg havde oliefyret og masser af olie, så det har så kørt vinteren igennem (og gudskelov for at det var en mild vinter 🙂 )

Her for en måned siden, stod oliefyret af!!!!…. Da må jeg indrømme, jeg bandede højt og længe. Igen havde jeg fat i VVS’eren, og fyret er også helt færdigt (også et gammelt fyr, som blev installeret, da vi flyttede ind i 1990).

Nu har jeg fået installeret en elektrisk varmvandsbeholder som jeg har lånt, og skal så have installeret noget varmehalløj, så jeg kan få varme i stuerne.

Jeg har ingen forstand på den slags, og da jeg nu er blevet alene, må jeg støtte mig til familie og venner, som forsøger at råde mig på bedste vis. Der er jo ikke sååå lang til efteråret sætter ind, så jeg skal have tage en beslutning snarest. Der arbejdes på det 😀

Hvad er oddsene for at både halmfyr og oliefyr står af indenfor 3 mdr. ?

Arh men altså

Det har jo været en sølle sommer, ik?

Der har da været masser af dage med lidt/meget varme, men som billedet viser, så har det ikke været sommer som vi kender og elsker.

2-3 dage med god varme og sol, og så regner det eller er koldt og blæsende. What’s not to hate 😉 ?

Måske resten af august og september opper sig, jeg krydser fingre

Nøj, det smagte godt..

.. Godt!

Jeg fik taget mig sammen og fik lavet en grønsagsjuice idag.

En Mean Green, inspireret af Joe Cross’ skønne juice. Men da jeg ikke er så vild med at spise frugt, undlod jeg dem og jeg havde heller ingen agurker, så der brugte jeg en squash i stedet.

4 blade Grønkål

150 g Squash

4 stængler bladselleri

1 lime, skær skrællen af, ellers bliver det bittert

1 cm frisk ingefær

Salt efter smag

Der kommer ca. 3 dl juice ud af den portion.

Grøntsagerne skylles grundigt og skæres i små stykker. Det hele kommes i slowjuiceren, og voila, en lækker lækker juice propfyldt med gode vitaminer og mineraler, antiinflammatorisk og energigivende.

Pulpen har jeg frosset, så jeg kan bruge den til et af de fantastiske brød, som Madbanditten har opskrift på.

Yes!!! – jeg er igang igen med slowjuiceren.